Et historisk egetræ i Nyråd ved Vordingborg er mandag væltet. Det er sket mellem klokken 12 og 16 mener en af naboerne Susanne Jørgensen, som gætter på, at vejrforholdene har taget livet af det gamle, rådne træ.
Der var oprindeligt seks krumme egetræer i Byråd, og en fortælling på hjemmesiden Åbne Samlinger om middelalderen beretter om historien omkring de sagnomspundne træer.
Krummede da kongen red forbi
Træerne kaldes også Valdemarsegene, og sagnet siger, at hvis man fælder det, så vil Vordingborg brænde. Efter sigende skulle valdemar Atterdag have bundet sin hest til et af træerne, og der har også indtil for nylig hængt en hestesko på træet, som har haft ry for at være omgivet af spøgelser.
Ifølge fortællingen blev træerne krumme, da dronningen lå syg i Vordingborg, og kongen red af sted mod byen i sådan en fart, at træerne krummede.
Nu er den sidste krumme eg så væk, og tiden må vise, hvad det bringer med sig af nye (røver)historier.