Den første sne smelter i weekenden

Vi kan se frem til plusgrader i weekenden, men det vil føles bidende koldt, og der kommer også sne og slud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det barske vintervejr slipper lidt af grebet om Danmark i weekenden. Her får vi mere normalt decembervejr med temperaturer, der svinger mellem nogle få plus og minusgrader.

Vinden vil dog stadig bide i ansigtet, hvis man skal ud og købe julegaver, siger vagtchef ved DMI Olaf Mathiassen.

- Selvom temperaturen kommer over nul, så vil det føles som adskillige frostgrader, når vinden begynder at tiltage. Det vil stadig føles hundekoldt, men det har vi jo vænnet os til det sidste stykke tid, siger Olaf Mathiassen.

Lørdag lægger pænt ud med nogen sol og kun nogle lokale snebyger. I løbet af eftermiddagen frisker vinden op og bliver jævn til hård fra syd, og et snevejr rammer Vestjylland.

- Der sker samtidig det nye, at temperaturen stiger og bliver fra minus to op til tre-fire plusgrader. Det bliver varmest i Vestjylland. Resten af landet bliver det omkring frysepunktet eller lidt under, siger Olaf Mathiassen.

I første omgang breder sne og sludbygerne sig formentlig ikke længere ind i landet. Natten til søndag får den østlige del tre til fire graders frost, og risiko for snefygning, mens den vestlige del får et par plusgrader.

Søndag breder snevejret sig gradvist til hele landet. I løbet af eftermiddagen og aftenen klarer det dog op igen. Den kraftige sydlige vind drejer om i vest og tager noget af. De fleste steder når temperaturen op over frysepunktet, men der kan dog stedvist være snefygning.

- Det bliver lunere, men ikke mildt. Det kan man ikke kalde det, siger Olaf Mathiassen.

Mandag går morgentrafikken formentlig fri af den snefygning, som i denne uge har sendt biler i grøften over hele landet. Temperaturen er nemlig mange steder for høj.

Der kan dog fortsat være glat, fordi temperaturen på selve vejbanerne natten til mandag kommer under nul.

/ritzau/


Nyhedsoverblik