Demens er noget, vi taler om

Foto: TV ØST

Ovenstående er Alzheimerforeningens slogan, men meget tyder på, at der tales for lidt om demens. Eksperter vuderer, at mange ikke ved, at de har sygdommen.

Demens er en folkesygdom. I Danmark lever 70.000-90.000 mennesker med en demenssygdom - heraf har cirka 45.000 Alzheimers. Alene i Næstved Kommune fik 80 borgere stillet demensdiagnosen sidste år, men i følge eksperter er det reelle tal måske 3 gange højere.

- Vi har en mistanke om, at der går nogle, der har sygdommen, som ikke får det konstateret og dermed heller ikke har mulighed for at blive behandlet for en eventuel demenssygdom, siger Inge Degn Johansson, demens-specialist fra Næstved Kommune.

Glemte hvordan man lavede kaffe

69-årige Niels Nielsen fra Skelby ved Næstved blev ramt af demenssygdommen Alzheimers for 2 år siden. Han og hans kone havde gæster, og Niels Nielsen skulle lave kaffe. Det var nemlig hans job, når der var folk på besøg.

- Jeg kunne simpelt hen ikke huske, hvordan man gjorde. Det var fuldstændig væk, siger han til TV Øst.

Læs også: Sådan holder øje: 10 tegn på demens

Få dage senere er parret på vej hjem i bil. Og Niels Nielsen overser en parkeret bil i vejsiden. Hans kone Lisa Lindsted beder ham flere gange om at trække ud, men han reagerer ikke.

- Til sidst råber jeg det højt. Så træk da ud! Og først da vågner han ligesom op, siger Lisa Lindsted.

Begynder med kortidshukommelsen

Ifølge Demens-specialisten fra Næstved Kommune begynder det typisk med, at man får problemer med korttidshukommelsen, for eksempel glemmer aftaler eller ikke kan finde vej hjem. Man mister evnen til at orientere sig. Og familien vil også tit opleve, at familiemedlemmet bliver mere initiativløs.

Inge Degn Johansson, Næstved Kommune: - Det er vigtigt at blive undersøgt og udredt, for med medicin kan man stoppe processen for en tid, siger hun.

Det allerværste

Man kan altså ikke helbrede demens, men medicin kan betyde, at familien får nogle flere gode år sammen.

I følge Niels Nielsen er det ubehageligt at have fået en sygdom, der ikke bliver bedre, men tværtimod værre - indtil den dag, man ikke kan sanse og samle længere.

- Det er det allerværste. Man kan jo ikke ændre på det, siger Niels Nielsen.

Der er 15.000 nye tilfælde af demens i Danmark hvert år. Ingen ved, hvorfor sygdommen bryder ud.

04:30 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App