De unge i Sorø begynder først at drikke senere

Flere og flere unge udskyder debuten med alkohol og generelt går det godt for de unge i Sorø, viser ny undersøgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

SSP i Sorø Kommune har gennemført en ungeprofilanalyse blandt alle kommunens 8. klasser. Undersøgelsen viser, at kun ca. halvt så mange unge udviser risikoadfærd, som det var tilfældet i 2010.

Risikoadfærd handler om de unges erfaringer med alkohol, rygning, hærværk, vold og stoffer. I 2010 var det omkring  17 procent af årgangen som udviste risikoadfærd – i 2014 var tallet faldet til 10 procent.

Samtidig er antallet af unge helt uden risikoadfærd fordoblet  fra 15 procent i 2010 til 29 procent i 2014. 

– Vi kan se ud af undersøgelsen, at langt størsteparten af vores unge trives rigtig godt. Mange udskyder deres alkoholdebut, som erfaringsmæssigt hænger sammen med andre former for risikoadfærd. Det er meget positivt, fortæller Mogens Schwensen, der er leder af SSP i Sorø Kommune.

I samme periode er gruppen af unge helt uden risikoadfærd næsten fordoblet. Det drejer sig om unge, som aldrig har pjækket, haft problemer i skolen, mobbet andre, røget eller drukket.

- Det er meget positivt, at undersøgelsen viser, at det går en god vej for langt de fleste af vores unge mennesker. Især glæder det mig, at de unge fra Stenlille har fået det markant bedre. Den grad af risikoadfærd, vi så for nogle år siden, helt er forsvundet. Vi står nu med nogle fornuftige unge mennesker som træffer sunde valg i deres liv. Det er dejligt at se, siger formand for SSP-udvalget, Anita Skjoldager Eskildsen.


Nyhedsoverblik