Danskerne skal stemme i solskin og tørvejr

Temperaturerne bliver lune over hele landet til Europaparlaments-valget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danskerne skal ikke bekymre sig om regntøj og paraplyer, når de søndag bevæger sig ud til valgstederne for at afgive deres stemmer til EU-valget. Søndagens vejr bliver nemlig tørt, og der bliver masser af kig til solen, viser prognoserne.

- Overordnet set bliver det rigtig fint med nogen eller en del sol. Det kan være, at der kan komme en enkelt helt lokal byge, men det bliver virkelig i småtingsafdelingen, siger vagthavende meteorolog Tine Zeuthen fra DMI.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem 17 og 22 grader, og vinden bliver blot svag til jævn. Der kan dog gå lidt længere tid, før solen kommer frem i det vestlige og sydvestlige Jylland.

- Først på det dagen vil det være mere skyet i den vestlige del af landet og måske også lokale tågebanker her i morgentimerne, siger Tine Zeuthen.

Der er i alt 4.143.176 vælgere, som kan stemme til EU-Parlamentsvalget i Danmark. De stemmeberettigede skal vælge de 13 danske pladser i Europaparlamentet.

Stemmeprocenten ved det seneste valg til Europaparlamentet i 2009 var 43 procent i EU som helhed. Danmark lå i den høje ende med en stemmeprocent på 59,5.

Foruden valget til EU-Parlamentet skal vælgerne også tage stilling til dansk deltagelse i den europæiske patentdomstol.

Alle valgsteder i Danmark åbner klokken 9 og lukker klokken 20.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik