Danske sygehuse mangler mindst 500 speciallæger

Foto: TV ØST

Der er mangel på for eksempel kirurger og narkoselæger i alle fem regioner, det viser en ny rundspørge lavet af DR.

Der er rift om speciallæger som narkoselæger, kirurger, røntgenlæger og neurologer på de danske sygehuse og hospitaler. Samlet er mindst 500 stillinger til speciallæger ubesat, viser en rundspørge, som DR Nyheder har foretaget blandt landets fem regioner.

Manglen på speciallæger er et alvorligt problem, siger formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.

- Det betyder blandt andet, at man ikke kan levere behandlinger på det niveau, man ønsker. Det kan betyde ventetider, at kvaliteten er forringet, eller at patienterne skal rejse længere for at få den behandling, som de har behov for, siger han til DR Nyheder.

Alle landsdele mangler speciallæger, viser DR's rundspørge til regionerne.

Men idet er især små sygehuse i Danmarks udkant, der har problemer med at rekruttere speciallægerne, vurderer Jes Søgaard, der er professor i Sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet.

- Kombinationen af at være et lille sygehus og ligge i Udkantsdanmark gør det svært at tiltrække læger, siger Jes Søgaard.

Han forklarer, at læger vælger de små sygehuse fra, fordi det kan være sværere at udvikle sig fagligt der.

- Og så er læger jo ofte gift med andre akademikere, der kan have svært ved at finde et job i området. Det gør det mindre attraktivt, siger han.

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App