Dansk krigsskib på vej til kapret sejlskib

Flådefartøjet Esbern Snare, som tidligere har fanget pirater, sejler i retning af det kaprede danske sejlskib.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det danske krigsskib Esbern Snare er på vej til det område i Det Indiske Ocean, hvor pirater har kapret et dansk sejlskib med en familie fra Kalundborg om bord.

Det skriver flere medier. Søværnet og Forsvarsministeriet afviser at svare på spørgsmål i sagen.

Ifølge Udenrigsministeriet er det kaprede skib på vej til Somalia. Esbern Snare patruljerer normalt i havet ud for Somalia.

Tidligere på måneden blev en gruppe pirater pågrebet af det danske flådefartøj, som senere løslod piraterne.

Piraterne fra Somalia går efter alle de skibe, som de kan komme i nærheden af. Særlig farligt er det for private sejlbåde uden pigtråd og udkig at sejle i området og derfor bør de undlade at sejle i de piratfyldte farvande, mener Danmarks Rederiforening.

Tidligere i februar blev fire amerikanske sejlere dræbte, da amerikansk militær ville befri dem i Det Indiske Ocean.

Det kaprede danske sejlskib har tre børn og fire voksne - alle danskere - om bord.

/ritzau/


Nyhedsoverblik