Danmarks største landboforening hedder Gefion

Efterårets store landboforeningsfusion har fået navn efter frugtbarhedsgudinden der pløjede Sjælland ud af Sverige.

Gefion er frugtbarhedsgudinde i den nordiske mytologi, og det fortælles, at hun skabte Sjælland ved at pløje øen ud af Sverige. Fra 1. januar 2008 er Gefion også navnet på Danmarks største landboforening - Landboforeningen Gefion, der med udspring i tre sjællandske landboforeninger fortsætter historien om, hvad der kan skabes af den sjællandske muld.  

- Landboforeningen Gefion er det helt rigtige navn til en landboforening med rod på Sjælland. Den handlekraft og kreativitet Gefion udviser, da hun pløjer Sjælland ud af Sverige stemmer godt overens med foreningens værdier, skriver Torben Hansen i en pressemeddelelse, formand for Landboforeningen Gefion.  

Det fortælles, at den svenske Kong Gylfe blev betaget af den smukke Gefion, og tilbød hende al den jord, hun kunne pløje på et døgn. Gudinden Gefion gik derfor til jætterne for hjælp, og med en jætte fik hun fire, stærke sønner. Dem forklædte hun som okser, og det var dem, der trak ploven, da Gefion pløjede Sjælland ud af den svenske jord.

Torben Hansen understreger, at der er mange store opgaver, som foreningen skal løfte.

- Landboforeningen Gefion skal være med til at skabe værdi ude på bedriften gennem en stærk rådgivning. Og med fusionen får vi nogle faglige miljøer med eksperter, der kan matche alles behov. Samtidig vil vi styrke det erhvervspolitiske arbejde og være et stærkt talerør for vores medlemmer i forhold til for eksempel kommunerne.

Fakta om Landboforeningen Gefion

  • Landboforeningen Gefion er pr. 1. januar 2008 Danmarks største landboforening med 2600 medlemmer.
  • Foreningen er en fusion af Susålandets Landboforening, LandboSjælland og LandboCentrum.
  • Et væsentligt motiv for gennemførelse af fusionen har været ønsket om at styrke specialistrådgivningen, at samle og styrke husdyrbrugsrådgivningen øst for Storebælt samt at oprette en erhvervspolitisk afdeling.
  • Der er 240 ansatte i Landboforeningen Gefion.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App