Naturfredningsforening advarer mod gødningsterminal

Danmarks Naturfredningsforening føler sig ikke hørt af politikerne i forbindelse med etablering af en gødningsterminal på havnen på Masnedø ved Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Borgernes sikkerhed kan potentielt være i fare i forbindelse med planerne om en gødningsterminal på havnen i Vordingborg, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Ifølge en pressemeddelelse tager Vordingborg Kommune ikke organisationens kritikpunkter blandt andet i en VVM-undersøgelse alvorligt, hvilket den lokale afdeling af naturfredningsforeningen er stærkt utilfredse med.

- Sagen er den, at visse typer af gødning kan bruges som sprængstof. Anders Breivik brugte 950 kg gødning som sprængstof i den bombe, han i 2011 anvendte til at rasere adskillige bygninger med i Oslo. På gødningsterminalen på Masnedø skal der opbevares 22.500 gange denne mængde. En eksplosion af sådan en mængde gødning kan lægge store dele af Vordingborg by øde, skriver bestyrelsen i Vordingborg fra Danmarks Naturfredningsforening.

Samtidig påpeger DN, at de som sådan ikke er imod, at kommunen opfører en gødningsterminal. Den lokale bestyrelse i organisationen forsøger blot at gøre opmærksompå fejl og mangler fra kommunens side, lyder det.

Det er Yara Danmark Gødning A/S, der gerne vil etablere en ny gødningsterminal i Vordingborg på Vesthavnen på Masnedø. Gødningsterminalen forventes at håndtere cirka 120.000 tons gødning om året.

Det er Miljøstyrelsen, der skal holde øje med, om kravene i forbindelse med gødningsterminalen bliver overholdt. 


Nyhedsoverblik