Danmarks første is på recept er lokal

For første gang i Danmark kan man købe is på recept, og Skee Is, som er firmaet bag, er fra Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skee Is ved Ringsted blander sig nu med de helt store multinationale virksomheder. Den lille midtsjællandske isproducent har nemlig fået sin protein-is godkendt af Sundhedsstyrelsen, så den som den første is i Danmark nu kan fås på recept.

Det skriver DR Sjælland i dag.

Ernæringsprodukterne på Sundhedsstyrelsens liste udskrives primært til folk, der er underernærede. Det kan eksempelvis være kræftpatienter, ældre eller andre, som ikke får spist nok.

- Vi er den første virksomhed, der, udover tre meget store multinationale selskaber, kommer op på Sundhedsstyrelsens liste over tilskudsberettede ernæringspræparater. Så det var en meget stor dag, siger direktør for Skee Is, Jørgen Nielsen, til DR Sjælland.

På linje med Danone og Nestlé

Tidligere har de underernærede kun kunnet få recept på protein- og energidrikke produceret af eksempelvis Danone og Nestlé. Men nu har den lille tremands-virksomhed taget kampen op. Og efter tre års kamp for at komme på listen, er det endelig lykkedes.

Og det vækker stor begejstring på Nykøbing Falster Sygehus. Afdelingssygeplejerske på medicinsk afdeling, Linda Abildgaard, peger nemlig på, at et stort udvalg af produkter er meget vigtigt for underernærede patienter.

- Det er uhyre vigtigt, at der er et udvalg inden for de forskellige smagsvarianter og produkter, så man har muligheden for at vælge. Nogen kan nemlig lide en bøf, mens andre bedre kan lide en frikadelle, siger Linda Abildgaard til DR Sjælland.

Forskellen mellem liv og død

En af de patienter, der nu kan få glæde af den nye protein-is, er kræftpatienten Per Holm Hansen fra Stubberup. Han har i forbindelse med sin kemobehandling fuldstændig mistet appetitten, så nu spiser han kun specielle madprodukter med protein, fortæller hans kone.

- Mad med protein har for min mand betydet, at han rent faktisk har overlevet. Han kunne selvfølgelig også være indlagt på et hospital, hvor han kunne få sondemad. Men fordi han får den her slags, så kan han både overleve og være hjemme, siger hun til DR Sjælland og fortsætter:

- Det betyder så meget for os, at vi har fået den mulighed. Tidligere havde han et stativ, hvor han fik sondemad gennem næsen. Nu kan han både spise og drikke selv, så det er et meget stort fremskridt, afslutter Grethe Lykke Hansen.


Nyhedsoverblik