Dankort-svindlere skal i fængsel

2 mænd er blevet dømt til fængsel for at stjæle dankortinformationer ved en benzintank.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En politimands ønske om at fylde benzin på sin private bil udløser nu fængsel til 2 rumænske mænd.

Politimanden så nemlig, at der var monteret udstyr til at tappe de hemmelige koder af kundernes dankort på betalingsstanderen på en F24-tankstation i Skælskør.

Når kunderne puttede deres dankort i maskinen for at betale for bilens brændstof, så tog de 2 bagmænd samtidig en kopi af kortet og koden. Metoden kaldes skimming, og kan være svær at opdage for almindelige kunder.

De 2 rumænske mænd blev dog straks anholdt, og har siden juni siddet varetægtsfængsel.

I fængsel - og så ud

Nu er der faldet dom i sagen, og de 2 mænd kan nu se frem til både fængsel og udvisning.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

En 30-årig mand blev idømt 5 måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud i seks år, og en 35-årig mand blev idømt fængsel i et år og tre måneder og blev udvist med et indrejseforbud i 12 år.

Foruden for episoden i Skælskør, så blev den 35-årige mand dømt for 2 yderligere tilfælde af skimning på en benzintank i Frederikssund.  

Her blev koderne på 22 dankort afluret, og 70.000 kroner blev hævet på kortene i USA.

De to mænd er desuden blevet dømt til at betale erstatning.


Nyhedsoverblik