Danish Crown fyrer igen

Medarbejdertallet på slagteriet Danish Crown i Ringsted falder støt - 50 ansatte er blevet afskediget de seneste to måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Medarbejdertallet hos slagteriselskabet Danish Crown Ringsted falder støt. Over de sidste to måneder er cirka 50 fastansatte blevet afskediget. I sidste måned blev 30 opsagt, og torsdag fik yderligere 20 samme besked. Dertil skal lægges cirka 45 ferieafløsere, der ikke bliver genansat, som man havde forventet. Det skriver Dagbladet.

Fabriksdirektør Frode Lauersen er meget lidt glad for fyringerne, men det er konsekvensen af, at slagteriet kører på nedsat blus, siger han.

- Vi har mødt megen forståelse for situationen fra vores medarbejdere. Vi har bedt dem om at holde fri, når der var overskydende kapacitet, og det har de også været utroligt flinke til. Men vi kan jo ikke blive ved med at bede dem om at holde fri, siger Frode Lauersen.

Produktionen på Danish Crown Ringsted er i øjeblikket nede på 45.000 slagtesvin om ugen, skønt slagteriet har en kapacitet på 58.000.

- Så vi er nødt til at tilpasse os nu, siger Frode Lauersen med henvisning til den samlede spareplan for hele koncernen. Den sigter på en samlet reduktion i omkostningerne på 1,6 milliarder kroner.

Han kan ikke udelukke, at der bliver tale om flere fyringer, for der er ikke udsigt til, at slagteriet får flere svin til slagtning i nærmeste fremtid.


Nyhedsoverblik