Dårlig mobildækning generer hver tiende

En ny undersøgelse viser, at mere end hver tiende i Region Sjælland mener, at de har utilstrækkelig mobildækning på deres bopæl.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

69.000 sjællændere – eller hvad der svarer til 11 procent af alle i aldersgruppen 18-70 år angiver, at deres forbindelse på mobilen enten er dårlig eller meget dårlig på deres bopæl. Det viser en undersøgelse Userneeds har foretaget for Ingeniørforeningen.

Der er indgået en bred politisk aftale, der skal sikre bedre dækning i private hjem via brug af signalforstærkere og muligheder for at teleselskaberne kan bruge hinandens net. Det kan naturligvis få en positiv indvirkning. Alligevel bør processen med at komme problemet til livs speedes op, mener Ingeniørforeningens tele-ekspert Thomas Haagendal.

- Det er stadig alt for mange, der oplever dårlige forbindelser. Gode mobilforbindelser er i dag helt klare forudsætninger for, at vi som borgere kan passe arbejde, skole, offentlige myndigheder og det personlige netværk. Det nytter ikke noget, hvis en hjemmehjælper skal køre til nærmeste bakketop for at sende vigtige fotos til vurdering hos en læge, at vi ikke kan få forbindelse i livsvigtige situationer eller at borgere, og virksomheder fravælger at etablere sig i specifikke områder i Danmark på grund af dårlig dækning, siger han.

- Vi skal have skabt et fælles samarbejde

Thomas Haagendal påpeger, at kombinationen af valg af teleselskab og mobiltelefonens antenne kan være medvirkende til oplevelsen af udfald og dårlige forbindelser. Her kan borgere selv gøre noget ved at sikre sig den rette mobiltelefon hos den operatør, der bedst opfylder den enkeltes behov, og hvor prisen måske kommer i anden række. Men det ændrer ikke på, at danskernes oplevelser er reelle nok. Med indførelsen af smartphones, som er mere computer end telefon og dermed betydeligt ringere som telefon, er oplevelsen ikke blevet bedre.

- Der er stigende krav og forventninger til, at vi skal kunne kommunikere med vores arbejde og offentlige myndigheder, og her er hurtigere og bedre tele- og bredbåndsforbindelser klare forudsætninger. Så nytter det ikke noget, at så mange danskere rundt om i landet har dårlig dækning, siger han.

Ifølge Thomas Haagendal er teleselskaberne klar til at gøre meget, men kan være underlagt politiske beslutninger, der ikke underbygger en optimal teknisk løsning, og der er ingen selskaber, der vil opsætte antenneudstyr for millioner af kroner med udsigten til, at det ikke løser problemet.

- Derfor skal vi have skabt et fælles samarbejde, hvor vi får undersøgt de konkrete dækningsproblemer grundigt, og får skabt dækning der, hvor den er ringe. Det gør vi kun ved at sikre nogle attraktive rammer for etablering af dækning der, hvor den endnu ikke er god, siger han.


Nyhedsoverblik