Dårlig dækning: Øboere tog sagen i egen hånd

På Nyord ud for Møn var de så trætte af dårlig mobildækning, at de selv skaffede en mobilmast til øen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Elendigt internet og dårlig mobildækning prægede tidligere Nyord. Et problem, der betød at både de 40 fastboere men også turisterne havde svært ved at få deres elektroniske dagligdag til at hænge sammen.

Blandt andet havde kunderne besvær med at betale med MobilePay, der foregår over mobilen. Og hos eksempelvis Sennepsmøllen er det en tredjedel af omsætningen, der kommer ind den vej.

- Vi prøvede det, og kun halvdelen af gangene kunne betalingen gå igennem. Og det er altså ikke godt nok, når folk står her uden penge på lommen. Så går den handel i vasken, siger William Houman, der er sennepsproducent og beboer på øen.

Lignende oplevelser var hverdagskost - lige indtil beboerne gik sammen for at gøre noget ved det.

- Vi fik skaffet en mast fra en byggeplads i København, og så satte vi den op selv, siger Finn Christensen, der er formand for foreningen Nyord.

Samtidig fik de mobilselskabet 3 til gratis at levere en såkaldt repeater. Monteringen kostede dog, og beboerforeningen har i alt brugt 30.000 kroner på projektet. Men det har fået udviklingen et godt skridt i den rigtige regning.

- En sjælden gang kikser betalingen stadigvæk - men nu er det kun omkring en enkelt ud af 20 gange, fortæller William Houman.

- Alt i alt er det en gevinst, mener Finn Christensen.

Og de er tilfredse med, at de selv gjorde noget ved problemet.

- Man må gøre tingene selv i stedet for at forvente, at en offentlig instans gør tingene for os, mener William Houman.


Nyhedsoverblik