Cykeltur til de ældre skal øge livskvaliteten

Lolland Kommune vil øge livskvaliteten hos de ældre på plejecentre. Redskaberne er en cykel og hjælp fra frivillige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland Kommune forsøger nu på en lidt anderledes måde, at styrke livskvaliteten hos de ældre – endda med noget så simpelt, som en cykeltur.

Ambitionen er nemlig, at de ældre skal have vind i kinderne og på den måde øge deres livskvalitet.

Lolland Kommune har netop investeret i fire el-cykler kaldet rickshaws, som skal deles mellem plejecentrene Møllecentret, Skovcentret og Skolebakken.

På Skolebakken blev projektet ”Cykling uden alder” så torsdag officielt indviet. Både plejepersonale og ikke mindst de ældre var inviteret til en tur på de nyindkøbte el-cykler. De ældre på Skovcentret har dog haft glæde af cykelturene siden juni og det har allerede været en stor succes.

-   Man ser beboerne komme tilbage fra en cykeltur med vind i håret og glæde i øjnene. For eksempel har de været oppe og se deres barndomshjem eller torvet i byen, fortæller Birgitte Jensen, der er teamleder hos Skovcentret i Nakskov.

Meningen med hele projektet er nemlig meget mere end bare en cykeltur. Det handler nemlig om livskvalitet.

-   Der vækkes gamle minder, vi får skabt nogle relationer mellem de ældre og de frivillige og det gør, at der kommer noget liv på vores plejecentre, siger Birgitte Jensen.

Og selvom Lolland Kommune har skaffet de fire cykler er projektet altafhængigt af frivillige kræfter, der vil køre en tur med de ældre.

-    Det har vi behov for i dagens Danmark, vi er voldsomt presset på økonomien og de frivillige skal varetage det her, som skal øge livskvaliteten hos de ældre og skabe glæde i nærsamfundet, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm Nielsen.

Lolland Kommune hører gerne fra folk, der har lyst til at cykle en tur med de ældre.


Nyhedsoverblik