Computerspil skaber afhængighed (Video)

Både voksne og børn spiller så meget computer, at det går ud over hverdagslivet med job, skole, familie og venner. I Missionen torsdag ser vi, hvad man kan gøre ved det, og hvilke faresignaler, der indikerer, at computerspilleriet har taget overhånd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Martin Saabye Andersen er 16 år gammel og går i 9.klasse på Haarslev efterskole i Sandved. Inden han kom det, gik al tid hjemme på drengeværelset med at spille computerspillet World of Warcraft, faktisk så meget, at det gik ud over skolen.

Jeg kunne pjække i op til flere uger af gangen. Jeg fortryder det i dag. I stedet for at tage i skole, så gik jeg bare direkte hjem og så begyndte jeg at spille. Det er afhængighed i høj grad, vil jeg sige, siger Martin Saabye Andersen til programmet Missionen på TV2 Øst.

Og i skolegården fortæller flere af teenagedrengene på Haarslev efterskole, at de i perioder har følt sig afhængige af at spille. Det overrasker ikke forstander Rasmus Biørn, som derfor har grebet ind og forbudt private computere på efterskolen.

Om det er en afhængighed skal jeg ikke kunne sige, men jeg ved, der er rigtig mange, der har brugt meget fritid på at spille – og måske også lidt af deres skoletid. Vi oplevede her på skolen, at der var nogen der isolerede sig på deres værelse med computeren, i stedet for at bruge de mange tilbud, vi har, og være en del af det store fællesskab. Og det, synes vi, var synd og skam, derfor må man ikke have private computere med her på efterskolen, siger Rasmus Biørn, der ikke er den eneste efterskolelærer, Missionen har talt med, som kender problemet med, at de unge spiller for meget.

Men der er faktisk en fysisk forklaring på de unges trang til at spille spil som World of Warcraft, Counterstrike og andre online computerspil. Det forklarer hjerneforsker Albert Gjedde, der er professor og institutleder på neurovidenskab og farmakologi på Københavns Universitet.

Man har lavet nogle beregninger af, hvor meget af det afhængighedsskabende stof dopamin, der opstår i hjernen ved et computerspil, og der har man fundet ud af, at man kan få en dopaminvirkning, der ser ud som om, den er tre gange så stor som ved en gadedosis kokain, forklarer hjerneforskeren.

Se i Missionen en eksperts bud, hvornår man spiller for meget, og hør en mors råd til, hvad man kan gøre, hvis en pårørende er fanget i den virtuelle verden.

Spilekspertens bud på, hvornår man spiller for meget computerspil:

Når det har reelle negative konsekvenser for hverdagslivet, enten socialt, økonomisk eller i forhold til at tage tid væk fra skole.

Det kan man gøre for at hjælpe:

Lav en fælles definition af, hvad computerspillet ikke må gå udover.
Stil dig selv eller den pårørende spørgsmål som:

  • Er fysikrapporterne lavet?
  • Deltager du i klassefester?
  • Siger du nej til arrangementer med vennerne for at spille?
  • Har du meldt dig syg for at spille?
  • Har du løjet for at kunne spille?

 


Nyhedsoverblik