Café Nyt Liv i Maribo

Arne Olesen og Bente Sonn fra Holeby blev inviteret indenfor på Café Nyt Liv i Maribo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bente Sonn skriver efter besøget:

Hver enkelt ved, hvad de øvrige brugeres rygsæk rummer: Kræft, dialyse, svære gigtsygdomme er blot eksempler. Rygsækken lægges i garderoben og alle respekterer reglerne om ikke at diskutere sygdom eller politik. Denne regel fungerer fint, fordi man også har en lukket facebookgruppe, hvor man kan kommunikere.

Kvinderne, hvoraf nogle har været med fra opstarten, fortæller, at den værste hurdle ved opstarten var, at der skulle oprettes en forening, nedsættes en bestyrelse og åbnes en konto for at kunne søge tilskud og drive caféen, der startede op i 2009, hvor lokale ildsjæle så behovet for et samlingssted for denne gruppe borgere.

Der er ingen visitation til gruppen, der mødes hver 14.dag. Man kan blot kikke ind eller kontakte formanden, Vivi, på telefon: 42 29 00 69. Mænd er også velkomne.

I snit møder der 12 – 14 op, og hvad foregår der så? Man drikker kaffe, snakker, griner, arrangerer aktiviteter, udflugter og guider hinanden via personligt erfaringsmateriale og hvis du synes, det lyder som navlepilleri, bør du møde op og få revideret din opfattelse af, hvad ressourcerige mennesker i virkeligheden er. Vi lod os overraske.

Her kan man få brudt den isolation, der ofte er følgesvend, når man ryger ud af arbejdsmarkedet, få dannet nye netværk, lært nye ting, måske få en ny hobby og hente ny energi i en svær hverdag; men vi må ikke glemme, at hvis dette er en tankstation, hvor man kan tanke ny energi og godt humør, er stationens tank de frivillige, der, trods egne problemer, gang på gang, år efter år finder overskud til at hjælpe andre i en lignende situation.

Videoen er både optaget og redigeret af Arne Olesen fra Holeby.


Nyhedsoverblik