Byggerier giver travlhed på Bandholm havn

Foto: TV ØST

Danmarks eneste privatejede industrihavn Bandholm havn oplever stor fremgang og har udvidet kapaciteten markant hen over sommeren.

En omfattende udvidelse af kajpladsen til losning og en uddybning af sejlrenden har givet et markant øget aktivitetsniveau på Bandholm Havn på Lolland.

Det er især de store anlægsarbejder på Lolland og Falster, der har betydet en øget efterspørgsel på grus, sten og skærver, skriver ejeren Knuthenborg Safaripark i en pressemeddelelse. 

- Vi har haft et travlt første halvår på havnen med en markant vækst på især skærver, siger havnens ejer og direktør Christoffer Knuth.

- Derfor har vi investeret betydeligt i at forbedre adgangen til havnen ved at uddybe sejlrenden og øge den samlede oplagsplads på kajen, siger Christoffer Knuth.

Fremgang i råstoffer

Den stigende trafik på Bandholm havn ses tydeligt i tallene. De omfattende forbedringer på Bandholm Havn har allerede medført et højere aktivitetsniveau. Der har været en markant fremgang i råstoffer (skærver) over kaj på 44 procent i første halvår 2014 sammenlignet med hele 2013.

Knuthenborg forventer en yderligere stigning i materialer leveret over kaj, som følge af de store infrastruktur arbejder, der allerede er sat i gang på Lolland-Falster.

- Vi her i august revet en lagerhal ned på havnens midtermole for at skabe yderligere plads til losning og oplagring direkte på kajen, siger Christoffer Knuth.

- Det vil udvide arealet til losning af sten og skærver betydeligt, og give plads til flere og større skibe i havnen.

Stigende efterspørgsel
 

Det forventes, at yderligere omstruktureringer vil blive gennemført på havnen de kommende år for at imødekomme den stigende efterspørgsel på specielt sten og skærver.

Havnen råder over moderne kran- og kajfaciliteter og har en betydelig omsætning af grus, sten, skærver, korn, gødning, tømmer og biobrændsel.

Fra 1. januar 2015 overtager Blue Water Shipping den daglige drift samt salgs- og markedsføringen af den private Bandholm Havn på Lolland.

Fakta om Bandholm Havn:

  • Samlet oplagsplads: 11.000 kvadratmeter
  • 600 meter kaj til fragtskibe
  • Sejlrenden er uddybet til 5,8 meter
  • Bandholm Havn er 100 procent ejet af Knuthenborg Gods

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App