Byger vil præge vejret i stor markeds- og konfirmationsweekend

Foto: TV ØST

Weekenden byder på regn, og de mange taler 1. maj risikerer at skulle høres iført regntøj. Derudover ser blå mandag ud til at blive våd mandag.

- Man skal huske paraplyen, uanset om man skal til 1. maj-tale, konfirmation eller Dølle Fjelde Musse marked.

Sådan lyder det gode råd fra DMI-meteorolog Frank Nielsen dagen før, at mange danskere af den ene eller anden grund skal udenfor.

- Det bliver en kølig 1. maj i år med omkring 10 grader de fleste steder, og der kommer en del byger - måske endda med hagl, så det er ikke det bedste forårsvejr, siger han til Ritzau.

1. maj med sol og byger

I år falder den særligt danske helligdag store bededag på 1. maj, og dermed er andelen af danskere, der har mulighed for høre en 1. maj-tale, ekstra stor i år.

Fælledparken i København og Tangkrogen i Aarhus er nogle af de steder, hvor der traditionelt dukker tusindvis af mennesker op for at høre taler.

- Der kommer måske nogen sol først på dagen, men kort tid efter kommer der byger, og det er svært at sige, præcis hvor bygerne rammer, men i netop København og Aarhus er der måske ekstra stor risiko for byger, fordi vinden kommer fra nordvest, siger Frank Nielsen.

Pæn lørdag

Torsdag aften er der ligeledes god grund til at blive indenfor og spise varme hveder, for vejret er blot et forvarsel om fredagens bygevejr. I weekenden bliver lørdag den pæneste dag, hvis man foretrækker solskin, fortæller DMI's vagthavende.

- Det bliver faktisk en relativ pæn lørdag. Der kommer et par lokale byger, men overordnet bliver det tørvejr og mellem 5-10 grader, siger Frank Nielsen, der i parentes bemærker, at de lave majtemperaturer er godt nyt for de mange birkepollenallergikere, der normalt snøfter ekstra meget omkring 1. maj.

Jævn søndag og våd mandag

Søndag, der også er en konfirmationsdag mange steder, begynder pænt, men ender knap så godt. Vejret skulle dog holde nogenlunde tørt i kirketiden, lyder det.

Og til de mange konfirmander, der mandag holder blå mandag, advarer DMI om, at den i denne omgang passende kunne omdøbes til våd mandag.

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App