Bus går fri af sparekniven

Foto: TV ØST

Det har hjulpet på regionsbudgettet, at politikerne på Christiansborg har givet penge til Tølløsebanen, og nu bliver busrute 260R Køge-Ringsted også reddet.

Passagerer i busrute 260R Køge-Ringsted kan ånde lettet op og fortsætte turen også i 2016.

Linjen går fri af besparelser. Det har politikerne i Region Sjællands udvalg for trafik, klima og ressourcer afgjort, oplyser formand Peter Jacobsen (DF).

Han kan også berette, at der ikke længere mangler hverken 30 eller 18 millioner kroner på budgettet efter håndsrækningen fra Christiansborg til Tølløsebanen. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Tre andre busser risikerer nedlæggelse

Status er, at politikerne kun skal finde otte millioner kroner, inden de bestiller næste års kollektive trafik. Og de skal i hvert fald ikke gå fra 260R, der hver halve time i dagtimerne kører gennem blandt andet Fjællebro, Slimminge, Bjæverskov og Lellinge.

Bus 260R har årligt 413.000 rejsende, nettoudgiften er 5,7 millioner kroner om året, og tilskuddet pr. passager udgør 14 kroner.

Til sammenligning er tilskuddet pr. passager 82 kroner på Tølløsebanen. Politikerne har fortsat sigtekornet rettet mod tre andre busser, der risikerer nedlæggelse eller færre afgange. Det gælder ruterne Slagelse-Holbæk, Slagelse-Svinninge og Næstved-Sorø-Dianalund.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App