Bumlende bro irriterer øboere

Foto: TV ØST

Den nye asfalt på Mønbroen er ujævn. Det har fortørnet en række Mønboere. Nu står Thomas Allan Pedersen fra Stege frem med kritikken mod den nye asfalt.

Det er en fortørnet mand, der møder TV ØST ved Mønbroen på sjællandssiden.

Som portør i København med base i Stege på Møn bliver der kørt en del over Mønbroen i Thomas Allan Pedersens bil.

- Det bliver nok et par hundrede gange årligt, siger han.

- Så mærker man altså forskellen.

En bumletur

Når bilens hjul triller fra land til bro, er forskellen tydelig.

Bedst illustreret er det i videoen nederst på siden her, hvor Johnny Boje Jensen har filmet sin tur over broen med telefonen stående på instrumentbrættet vel at mærke, fortæller han.

Thomas Allan Pedersen mener ikke, det kan være gået rigtigt til med den nye asfalt.

- Jeg går da ud fra, at der er nogle krav om, at sådan noget skal være i orden. Og det synes jeg ikke, det virker til at være. Overhovedet. Det skal vel være plant. Jeg føler ikke, mine skattepenge er blevet brugt fornuftigt her.

Gamle broer bumler altid

Mønbroen eller Dronning Alexandrines bro blev åbnet i 1943 for trafik.

Siden besluttede man for et par år siden at sætte den i stand.

- Vi har lagt en meget robust belægning. Vi udvider broens bæreevne fra 80 til 100 tons for at tilgodese blandt andet erhvervslivet og de trafikkrav, der findes i området, siger Niels Højgaard Pedersen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Asfalten stod derfor klar i august i år.

Pris: 50 millioner kroner.

På trods af den ujævne asfalt fastholder Vejdirektoratet, at belægningen opfylder kravene.

- Det er meget vanskeligt at lægge en fuldstændigt ny belægning på en gammel bro. Folk, der kører over gamle broer, ved godt, at det bumler. Det er meget kostbart, hvis vi skal lave noget, der er helt jævnt.

Det giver Thomas Allan Pedersen ikke meget for.

- Den belægning, der var før, den var jo jævn. Hvorfor skal den nye så ikke være det?

02:11 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App