Brudepar sparer minderne væk

Hvis der er noget hvidt, der flagrer ved årets bryllupper, så er det ikke alene brudens kjole. Det grimme finansspøgelse har hjemsøgt mange brudepar denne sommer, skriver Sjællandske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos bryllypsfotografer er meldingen klar: Ordrebøgerne er tynde som madpapir.

- Vi har simpelthen ikke haft noget at lave, og det er ikke kun her på Sjælland. En af mine gode venner, der er fotograf i det nordligste Jylland, har det på samme måde, fortæller Betina Kolvig fra Sct. Jørgens Foto & Atelier i Næstved til avisen.

Tendensen bekræftes af en rundspørge, som Sjællandske har foretaget blandt fotografer på Sjælland.

- Det er første gang, jeg har oplevet kunder ringe og sige, at de ikke havde råd alligevel, fortæller Jens J. Essendrop, der har sit fotoatelier i Dianalund.

- Udgiften til fotografen vil typisk ligge på et sted mellem 5-20% af udgifterne ved et bryllup. Det kan man vel ikke just sige er dyrt, når man efterfølgende har minder for livet, siger Jens J. Essendrop. Han mener, det er direkte ærgerligt at lade tante Oda eller onkel Hans tage billederne.

- Når det kommer til stykket, er der jo kun gaverne og billederne tilbage, når kagen er spist, vinen drukket og gæsterne gået hjem. Så som fotograf må man jo undre sig over, at folk ikke vil have et uforglemmeligt minde til deres efterkommere, siger Jens J. Essendrop til Sjællandske.


Nyhedsoverblik