Bronzeskulpturer kan være på vej væk

Det kan være slut med smukke, dekorative bronzeskulpturer i det danske landskab efter en bølge af skulpturtyverier i den sydlige del af regionen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi bliver nødt til at tænke i andre og mindre værdifulde materialer end bronze. Og det er ærgerligt," siger Kit Kjærby, der er formand for Dansk Billedhuggersamfund til DR Sjælland.

Tyverierne skyldes den høje pris på bronze og kunstværkerne ender formentlig deres dage på skrotpladser, hvor de kan sælges til en kilopris på omkring 20-30 kroner.

En af de kunstnere, der har oplevet den bet at få stjålet sit kunstværk er billedhugger Vita Thymann. Hendes bronzeskulptur "Knælende Mand" blev stjålet fra Mellemtorvet i Rødby i starten af august. Og hun er vred:

- Det er nogle tossehoveder, der har gjort det, der ikke har forstand på noget som helst.

Vita Thymann vil have sikret fremtidige skulpturer bedre. Måske med en "chip" eller noget andet, så skulpturerne kan spores.

Men det er lettere sagt end gjort, siger bronzestøber Peter Jensen til DR Sjælland.

- I forvejen er skulpturerne forankret til deres sokler. Men det er svært at sikre dem yderligere uden at skæmme dem, siger Peter Jensen.

Formand for Dansk Billedhuggersamfund Kit Kjærby frygter at kommunerne, der er storaftager af skulpturerne, i sidste ende står og skal sikre kunstværkerne for millioner af kroner.

- De her tyverier kan jo afstedkomme, vagter, overvågningskameraer og hele molevitten. Og er der plads til det i kommunernes økonomi, siger Kit Kjærby.


Nyhedsoverblik