Brandvæsen: Forbyd rispapirlamper

Kalundborg Brand og Redning advarer nu folk om at bruge flyvende rispapirlamper, efter en stråtækt ejendom i Liseleje brændte ned til grunden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skal være forbudt at bruge flyvende rispapirlamper, hvis det står til Brand og Redningsberedskabet i Kalundborg. Beredskabet advarer nu mod at bruge de små flyvende lamper.

- Vi har mange stråtækte ejendomme her i nærheden, og vi vil nødig se, at der sker det samme her, som der skete i Liseleje. Vi får tit henvendelser fra folk, som gerne vil sende de her lamper op, men jeg fortæller dem, at de skal lade være. Man har nemlig ingen mulighed for at styre dem, siger Jan Clausen, der er Beredskabsinspektør ved Kalundborg Brand og Redning, til TV ØST.

Stråtækt ejendom i brand

Advarslen fra det nordvestsjællandske brandvæsen, efter det i weekenden gik galt i Liseleje, hvor en rispapirlampe sandsynligvis antændte brand i en stråtækt ejendom fra 1700-tallet. Ejendommen brændte ned til grunden, og brandvæsnet i Kalundborg ser helst, at Kalundborg undgår episoder som denne.

- Vi har heldigvis ikke haft lignende episoder her, men vi går alligevel ind og advarer imod brugen af disse lamper. Dertil kommer også, at lamperne kan skabe forvirring i forhold til, hvorvidt det er nødblus, der er i luften, og når vi har så meget kyststrækning, så udgår de altså en væsentlig risiko, siger Jan Clausen.

Undersøges af sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen er netop nu ved at undersøge, hvorvidt lamperne ud fra en sikkerhedsmæssig betragtning skal forbydes. I øjeblikket er det fuldt lovligt at opsende de små papirlamper, men kommer lamperne til at udgøre en fare for ejendom eller personer, så kan man straffes for at opsende lamperne med alt fra bøde til fængselsstraf.  


Nyhedsoverblik