Brandfolk mødt med stenkast på Motalavej

To brandbiler fra Falck i Korsør fik knust ruder, da de fredag aften rykkede ud til en brand på Motalavej i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To ruder på brandbiler fra Falck i Korsør blev smadret, da en gruppe på 15 – 20 unge fredag aften kastede sten mod brandbiler.

Brandfolk fra Falck i Korsør rykkede fredag aften ud til Motalavej, hvor der i en opgang var ild i en bunke reklamer. Da branden var slukket og bilerne kørte væk fra Motalavej, blev de ud for naboopgangen mødt af en gruppe på 15 – 20 lokale unge, der kastede sten efter brandbilerne.

Ingen brandfolk kom noget til, men en sten gik igennem bagruden på den ene bil, mens sideruden på den anden blev knust.

Og gårsdagens stenkast får nu konsekvenser for brandfolkenes arbejde i området.

- På baggrund af hændelsen i går har vi, for vores egen sikkerheds skyld, lavet en aftale med politiet om, at vi kun rykker ind på Motalavej med rygdækning fra dem. Det vil muligvis kunne betyde nogle mindre forsinkelser på vores indsats i området, siger Henrik Vibits, indsatsleder hos Slagelse Brand og Redning

Der har ellers været roligt på Motalavej i længere tid, men for to år siden var der en periode, hvor alle udrykninger til Motalavej i Korsør og Nordbyen i Slagelse forgik med politieskorte.

Det ærger formanden for boligselskabet, at brandfolk nu igen skal mandsopdækkes af politiet, inden de begiver sig ind på området.

- Når jeg hører sådan noget, så bliver jeg rigtig øv. Nu har der været ro herude i rigtig lang tid, og det er synd for de næsten tusinde lejere herude, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, at nogle få skal ødelægge det hele. Vi tager hændelsen i går meget alvorligt, og jeg vil tale med bestyrelsen om det på det kommende møde på tirsdag.

Også Slagelses borgmester er ærgelig over udviklingen.

- Nu skal vi først og fremmest finde ud af hvilken gruppe af unge, som vi har med at gøre. Hvis vi kan identificere, hvem det er, så er det enten fængsel eller noget der hedder ungdomssanktion, siger Stén Knuth, Borgmester (V) i Slagelse Kommune.

Vi har i dag talt med flere af beboerne om gårsdagens stenkast. De ønsker ikke at udtale sig til kamera eller citat af frygt for de lokale unge.

 


Nyhedsoverblik