Brand på Motalavej: Tre opgange evakueret

Tre opgange på Motalavej i Korsør måtte tirsdag nat evakueres af brandvæsen og politi. Kraftig røg fra kælderrum spredte sig i ventilationskanaler i opgangene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lidt i midnat tirsdag aften begyndte beboerne i opgange 46,48 og 50 på Motalavej i Korsør at banke på hos hinanden og træde udenfor i vinterkulden. En kraftig røgudvikling spredte sig nemlig til lejlighederne via ventilationskanaler på grund af en brand i et uaflåst kælderrum under opgang nummer 50.

- De banker på og jeg åbner døren og får at vide, at vi skal ud, fordi det brænder i kælderen. Jeg må ind og få min søn og kæreste op for at komme ned og der var røg over det hele i opgangen, fortæller Michele Olesen, som bor på Motalavej.

Ifølge vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ved de endnu ikke hvorfor der gik ild i kælderrummet – eller hvordan. Men de arbejder ud fra en teori om, at branden formentlig er påsat. 

- Da vi ankommer til stedet, er beboerne selv i gang med at evakuere hinanden og så tager vi og brandvæsenet selvfølgelig over. Derfor var alle hurtigt ude, siger Jesper Lovmand.

Efter evakueringen fik brandvæsenet tømt de tre opgange for røg, og ifølge vagtchefen kunne de fleste af beboerne en times tid vende tilbage til deres lejligheder.

Dog ikke Michele Olesen, som valgte at overnatte hos sin moster.

- Der er ikke røg på den måde, men der lugter rigtig grimt  og det tør jeg ikke lade min søn være i, siger hun.

Du kan se billeder fra Motalavej og høre beboere og indsatsleder ved at klikke øverst på siden. 


Nyhedsoverblik