Bosted får hård kritik af tilsyn

En ny rapport afslører hård kritik af bostedet Tornhøj i Jyderup, hvor både ledelse og ansatte kritiseres for blandt andet manglende kompetencer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bostedet Tornhøj møder hård kritik i en ny rapport udarbejdet af Socialtilsynet. Her bliver det blandt andet konkluderet, at både ledelse og ansatte mangler kompetencer i forhold til at varetage deres opgaver. Blandt andet står der i rapporten, at 2 af 3 ledere ikke har faglige kompetencer som ledere.

LÆS OGSÅ: Plaskvåd af tis: Poul Erik må ikke komme på WC om natten

I forhold til medarbejderne skriver tilsynet, at ud fra medarbejdernes uddannelse og kompetencer ikke er muligt at sikre tilstrækkelig kvalitet i den faglige indsats i forhold til borgernes behov.

Beboer døde med rensepinde i maven

Opmærksomheden på bostedet i Jyderup er opstået, efter at TV ØST i juni i en række indslag fortalte om flere yderst kritisable sager på stedet. Her kom det blandt andet frem, at en af borgerne - 60-årige Poul Erik Tønnesen, der har Downs Syndrom og lider af demens - ikke blev hjulpet på toilet om natten og derfor flere gange vågnede op gennemblødt af sin egen urin. En nu tidligere ansat på stedet påpegede flere gange over for ledelsen, at noget var galt på Tornhøj, men det kom der ikke noget ud af.

LÆS OGSÅ: Beboer død af rensepinde i mave

Kurt Petersen fortalte i juni, hvordan hans bror, der er hjerneskadet på grund af ulykke, bliver genoptrænet af ufaglærte, selv om lægerne har slået fast, at han har brug for daglig, specialiseret genoptræning, og et forældrepar fortalte, at deres søn var blevet passet af 50 forskellige - heraf flere ufaglærte - på Tornhøj.

LÆS OGSÅ: Ufaglærte genoptræner hjerneskadede patienter

I en anden sag kom det frem, at der i 2012 blev fundet rensepinde i maven på en multihandicappet beboer, der døde af tarmslyng, men ingen på bostedet kunne forklare, hvordan rensepindene var havnet i mavesækken på den 36-årige beboer, der ikke kunne bevæge sine arme selv.

Handleplan skærpes efter tilsynsrapport

Hen over sommeren har Holbæk Kommune selv undersøgt forholdene på Tornhøj efter kritik fra pårørende og tidligere ansatte. Det førte til en omfattende handleplan, der blev vedtaget en uge inden, Socialtilsynet i august gennemgik forholdene på Tornhøj.

LÆS OGSÅ: Forældre til udviklingshæmmet: 50 ansatte har passet vores søn

Handleplanen fokuserer på at få styr på blandt andet kompetencer, målgruppe og kommunikation på Tornhøj, skriver kommunen i en pressemeddelelse. De fleste af de kritiske punkter i socialtilsynets rapport er indeholdt i handleplanen – men den er nu i gang med at blive yderligere skærpet.

- Vi har hele tiden været klar over, at socialtilsynet ville få øje på nogle af de samme problemer, som vores egen undersøgelse også afdækkede. Men det er godt at få de kritiske øjne på udefra, og vi vil bruge det skærpede tilsyn som en rigtig god mulighed for at kvalificere processen gennem sparring med Socialtilsynet. Vores handleplan skal blive endnu mere præcis og målrettet – til gavn for beboere, pårørende og arbejdsklima på Tornhøj, siger direktør for området Kenn Thomsen.

Under skærpet tilsyn

Holbæk Kommune har hyret et konsulentfirma, som skal hjælpe Tornhøjs ledelse med at skabe den nødvendige kulturændring.

Tornhøj er sat under skærpet tilsyn i perioden 24. oktober 2014 - 24. januar 2015. Der er i forbindelse med det skærpede tilsyn givet 6 påbud.


Nyhedsoverblik