Bornholmske svin skal nu slagtes i Ringsted

Foto: TV ØST

Danish Crown slagteriet på Bornholm lukker, og det betyder, at 450.000 svin skal fragtes til Ringsted for at blive slagtet.

450.000 levende svin skal sejles fra Bornholm til Sjælland for at blive slagtet i Ringsted, oplyser P4 Sjælland.

Det bliver konsekvensen, når Danish Crown lukker slagteriet i Rønne fordi medarbejderne ikke vil følge koncernens krav om at gå ned i løn.

- Vi er meget optaget af at sikre den kortest mulige transporttid for dyrene, og det betyder at de bliver fragtet til vores slagteri i Ringsted, siger kommunikationsdirektør i Danish Crown, Anne Villemoes til P4 Sjælland.

Ikke lig med jobfest

De 450.000 bornholmske grise, der altså nu skal forarbejdes i Ringsted, betyder dog ikke nogen jobfest, lyder det her til morgen fra den store danske slagterikoncern.

- En merproduktion på omkring 9000 om ugen, vil ikke nødvendigvis betyde meget for produktionen i Ringsted, siger Anne Villemoes.

Svin skal med færgen

Som det ser ud lige nu, er det bornholmerfærgen fra Rønne til Køge, der skal fragte de mange levende svin til forarbejdning i Ringsted.

Slagteriet i Ringsted beskæftiger 920 ansatte og også her har lønnedgang været et tema for at opretholde produktionen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App