Borgmestre til minister: 640.000 rammes af buslukninger

Fem borgmestre fra Syd- og Vestsjælland og regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) beder transportministeren om hjælp til at redde en række truede busruter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

640.000 mennesker står til at blive ramt, hvis Region Sjælland skal lukke en række busforbindelser på Syd- og Vestsjælland. Og ruterne har brug for transportminister Magnus Heunicke for at blive reddet.

Det skriver borgmestrene i Kalundborg, Holbæk, Næstved, Slagelse og Sorø kommuner sammen med regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) i et åbent læserbrev i Sjællandske fredag.

Politikerne nævner busruterne 570 mellem Næstved og Dianalund, rute 490 mellem Slagelse og Svinninge og Rute 420R mellem Slagelse og Holbæk som eksempel på meget benyttede ruter, der nu står til at lukke.

Borgmestrene og regionsrådsformanden mener, at ondets råd er en ny refusionsordning bag Ungdomskortet, der ellers skulle sikre, at flere unge kunne tage en uddannelse. Den nye refusionsordning betyder, at Region Sjælland hvert år mister syv-otte millioner kroner om året.

Borgmestrene mener, at refusionsordningen vil gøre det mere vanskeligt for de unge uddannelsessøgende, at få tingene til at nå sammen, hvis busruterne til uddannelsesstederne lukker.

Politikerne beder samtidig transportministeren om hjælp til at finde langsigtede løsninger for, hvordan den offentlige trafik på Sjælland skal indrettes.


Nyhedsoverblik