Borgmester: Der er ikke plads til 200 nye asylansøgere i Dianalund

Foto: TV ØST

Region Sjælland planlægger at sende 200 flere asylansøgere til Dianalund, men Sorøs Borgmester, Gert Jørgensen (K), mener ikke, at byen kan rumme flere.

På torsdag stemmer Regionsrådet efter planen ja til at udleje det 7.000 kvadratmeter store tidligere psykiatrihospital i Dianalund til Udlændingestyrelsen i to år. Det kommer til at betyde, at Dianalund skal tage imod 200 flere asylansøgere end de i forvejen 300, der er tilknyttet bysamfundet. Det bekymrer Gert Jørgensen (K), der er borgmester i Sorø Kommune, oplyser DR Sjælland.

Dianalund har nemlig i forvejen 42 uledsagede flygtningebørn på kolonien Filadelfia, som skal udvides til 100. Derudover tager 200 asylansøgere dagligt til Dianalund udefra for at blive undervist i dansk. Med de yderligere 200 asylansøgere, der skal huses på psykiatrihospitalet, vil byen altså skulle rumme 500 asylansøgere i alt, og det har samfundet ifølge borgmester Gert Jørgensen ikke kapacitet til:

- Det er i overkanten. Vi mener faktisk, det kan få nogle konsekvenser for den fantastiske tradition, der er i byen for at rumme folk både med fysiske og psykiske lidelser og også mennesker af anden herkomst, men 500, det er for meget, siger Gert Jørgensen.

Borgmesteren protesterer forgæves

Gert Jørgensen har forsøgt at protestere mod beslutningen om at udleje psykiatrihospitalet til Udlændingestyrelsen, men protesterne bliver tilsyneladende ikke hørt. Ifølge kontorchef i Udlændingestyrelsen, Thomas Mortensen, er man nemlig på udkig efter ledige offentlige bygninger overalt i Danmark for at kunne håndtere presset fra de mange nye flygtninge:

- Vi er nødt til at leje os ind på psykiatrihospitalet i Dianalund. Presset på asylsystemet er så stort, at vi vil være til stede i stadig flere kommuner, siger han til P4 Sjælland.

Borgmesteren får heller ikke opbakning fra politisk side. Byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø, Grethe Kistrup Møller, mener nemlig godt, at Dianalund har plads til de 200 ekstra asylansøgere i den vestsjællandske by:

- Det er en stor opgave. Det vil jeg slet ikke tale ned. Men Dianalund er en stærk by, som gerne vil og kan være med til at hjælpe med opgaven, siger hun.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App