Borgermøde om asylcenter

Foto: TV ØST

Mandag aften er borgerne i Odsherred Kommune indkaldt til møde om planerne om et midlertidigt asylcenter ved Nykøbing Sjælland.

Intet er besluttet endnu, men mandag aften får borgerne i Odsherred mulighed for at stille spørgsmål om Udlændingestyrelsens planer for et midlertidigt asylcenter ved Nykøbing Sjælland.

- Man er selvfølgelig meget splittet omkring det her, fordi det er noget nyt, og vi mennesker kan godt lide vores konmortable tilværelse, fortæller Jessica Grant Jørgensen, som bor i Annebergparken, og bor tæt på den bygning, hvor asylcentret skal ligge, hvis det bliver vedtaget.

Skal bo på tidligere psykiatrihospital

Det er administrationsbygningen på det tidligere psykiatrihospital Nykøbing Sjælland, Udlændingestyrelsen har i udkig.

Styrelsen har ansøgt Region Sjælland - som ejer bygningerne - om at leje administrationsbygningen som opholdscenter for 100 uledsagede flygtninge under 18 år, mens deres asylsag bliver behandlet.

Det vil blive Røde Kors, som skal drive centret.

Stort behov for ekstra asylcentre

- Behovet er der, for der er meget uro i verden, og der kommer mange flygtninge til Danmark - både uledsagede børn og voksne og familier - så der er brug for at finde indkvarteringssteder rundt omkring, fortæller Caroline Madsen, som er regionsleder for Røde Kors' børnecentre.

Hun er også leder af modtagecentret i Vipperød i Holbæk Kommune, som huser flygtningebørn og -unge, der lige er kommet til Danmark.

Her mærker hun også de store flygtningestrømme.

- Absolut, det har vi kunne mærke på modtagelsen. Vores modtageprogram er normalt på 6-8 uger for et uledsaget flygtningebarn, men det har været nede på få dage, fordi der kommer så mange ind, og det giver pladsproblemer, og så skal vi hurtigt have dem videre ud på et opholdscenter, fortæller hun.

Lukker asylcenter i Vipperød

Udlændingestyrelsen besluttede i foråret at lukke modtagecentret for flygtningebørn i Vipperød ved udgangen af oktober.

Selvom der nu er tale om at oprettet et opholdscenter for flygtningebørn i Odsherred og andre steder, så skriver Udlændingestyrelsens presseansvarlige, Nils Bak i en email til TV ØST at " ifølge styrelsen er der ikke grundlag for at forlænge Vipperød. "

Han skriver desuden også, "at styrelsen tidligere i år har arbejdet meget intenst med, hvordan børnecenterstrukturen og driften kunne effektiviseres, og her har styrelsen fundet løsninger andre steder end i Vipperød."

03:06 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App