Borgere er krænket af politireform

Chefanklager beklager, at sagen om en alvorlig højresvingsulykke i Ringsted lå stille i 15 måneder. I flere tilfælde er borgeres menneskerettigheder blevet krænket på grund af bøvlet med den store politi- og retsreform.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For nylig fastslog Østre Landsret, at politiet havde været alt for lang tid om at behandle sagen om en alvorlig højresvingsulykke i Ringsted. Sagen lå stille i 15 måneder.

  - Det er selvfølgelig meget beklageligt, siger chefanklager Gyrithe Ulrich i Midt- og Vestsjællands Politi.

En kvindelig cyklist fik kraniebrud, indre blødning i hjernen og andre skader, da hun blev ramt af en lastbil 24. september 2007. Men så blev sagen lagt til side.

  - På det tidspunkt stod vi midt i reformen, siger Gyrithe Ulrich.

Først under en oprydningsaktion på lokalpolitistationerne blev ordensmagten klar over, at der ikke var sket mere. I januar 2009 blev chaufføren så sigtet.

For nylig blev chaufføren frifundet for uagtsom legemsbeskadigelse, men dømt for ikke at udvise agtpågivenhed. I dommen noterer landsretten, at sagen var enkel og når frem til, at "sagsbehandlingstiden indebærer en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention."

Chefanklageren understreger, at den store forsinkelse ikke fik den betydning, at beviserne gik tabt. Der er også andre eksempler på, at dommerne har givet anklagemyndighed og politi næser for store forsinkelser, som er opstået under omlægningen af politi og retsvæsen i 2007.

  /ritzau/


Nyhedsoverblik