Borger får medhold i sag om betontag

Jacob Ipsen fra Ringsted har netop modtaget en melding om, at Natur- og Miljøklagenævnet ophæver Ringsted Kommunes afgørelse i sagen om hans røde betontag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er stor glæde i hjemmet på Sorøvej i Ringsted, hvor Jacob Ipsen bor.

I går, lørdag, fik han medhold i sagen om betontaget på hans hus, som Ringsted Kommune ellers har krævet at få revet ned.

- Jeg har lige fået et brev fra Natur- og Miljøklagenævnet. Det er en sten, der falder fra vores hjerter. Vi er meget tilfredse, siger han i dag til TV ØST.

Den omdiskuterede sag om Jacob Ipsens betontag startede i 1999, da han fik lagt nyt tag. Dengang var familien ikke opmærksomme på, at lokalplanen krævede, at tagstenene skulle være lavet af ler.

Familien fik dog dispensation til at lade taget blive liggende først i 10 år og senere i yderligere 5 år, men i december besluttede et flertal i byrådet, at det var nødvendigt at erstatte tagets betontagsten med tagsten af ler - ligesom naboernes.

Jacob Ipsen modtog efterfølgende en del opbakning i sagen. Bl.a. arrangerede Liberal Alliances byrådsmedlem Henrik Thomsen en demonstration for at vise modstand mod afgørelsen, ligesom en håndværker tilbød at donere 100 arbejdstimer til hjælp med at få et nyt tag på.


Nyhedsoverblik