Bombetrussel lammer togtrafikken

Foto: TV ØST

Politiet har bedt DSB om at indstille togdriften til og fra Odense. Julerejsende mellem landsdelene forsinkes.

En bombetrussel betyder, at DSB har indstillet al togtrafik til og fra Odense fredag eftermiddag. Det er politiet, der har bedt DSB om at stoppe alle tog. Angiveligt er truslen rettet mod banegården i Odense, men hos DSB kender man ikke til de nærmere omstændigheder.

Umiddelbart får det konsekvenser for de mange julerejsende mellem landsdelene.

Truslen er tilsyneladende modtaget omkring klokken 15. Kort tid efter har DSB ikke klarhed over, om der skal indsættes busser til de mange passagerer.

Indsætter busser

DSB indsætter busser på strækningen mellem Nyborg og Fredericia, mens politiet arbejder på Odense Banegård, efter en bombetrussel er indløbet fredag eftermiddag, oplyser DSB.

- Vi indsætter busser mellem Nyborg og Fredericia, da Fyens politi har oplyst os, at man indsætter bombehunde til at afsøge Odense Banegårdscenter, oplyser DSB.

DSB tør endnu ikke sige noget om, hvor lang tid politiets arbejde i Odense kommer til at tage, og man anbefaler derfor passagerer til at holde sig opdateret på rejseplanen.

- Sidste år var der en lignende bombetrussel i Odense, hvor der også blev indsat bombehunde. Den aktion tog et par timer, men vi tør ikke sige præcis, hvor lang tid denne aktion kommer til at tage, oplyser DSB.

Der vil fortsat køre tog mellem Aarhus og Fredericia og mellem Nyborg og Københavns Hovedbanegård.

Ekstra travl dag på grund af julen

Tog der kommer fra Aarhus vil stoppe og vende om på Fredericia. Det samme er tilfældet med tog, der kommer fra København til Nyborg. Det kan risikere at skabe nogle forsinkelser på de strækninger, men DSB har endnu ikke overblik over, hvordan busserne og togene kommer til at køre.

Lige nu arbejder DSB på at samle så mange busser som muligt til at sætte ind på strækningen mellem Nyborg og Fredericia. Fredag er normalt en travl rejsedag, da folk rejser hjem på weekend, men dagen presses yderligere af de mange julerejsende.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App