Bøvl med gylle-kørsel

Forskellige kommunale regler giver landmænd problemer, når gyllen skal køres ud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sådan lyder meldingen fra landmænd, som godt må transportere gylle i én kommune, men ikke må køre på vejene i en anden. For mens Trafikstyrelsen har tilladt op til 48 ton tunge gylletransporter på statsvejene, så er det op til de enkelte kommuner selv at afgøre, om der må køres på kommunevejene. Det fortæller DR Sjælland.

 I Lolland Kommune skal landmændene redegøre for hver enkelt gylletransport og er blevet gjort erstatningspligtige, hvis de skader vejene.

 - I nabokommunen Guldborgsund er der fri gyllekørsel, også på kommunevejene. Så vi har svært ved at leve med, at kommunerne fastsætter deres egne særregler, siger Knud Erik Clausen, der er talsmand for landmændene på Lolland til DR Sjælland.

Slider mindre
Landbrug og Fødevarer har fået udarbejdet en rapport, der viser, at gyllevognene slider mindre på vejene end lastbiler, som kører med langt smallere dæk. Derfor mener organisationen, at reglerne burde være ens i samtlige landbrugskommuner landet over.

- Vi har svært ved at se, hvordan langt de fleste kommuner som dækker 80-85 pct. af den samlede gylleudbringning kan tillade kørsel på kommunevejene, mens et lille fåtal af kommuner enten har sagt blankt nej eller indført deres egne regler, siger Carsten Jensen, chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer til DR Sjælland.

Minister: Op til kommunerne
Transportminister Magnus Heuniche (S) har i et svar til flere folketingsmedlemmer ladet forstå, at det fortsat må være op til de enkelte kommuner selv at fastsætte regler for gyllekørsel og anden kørsel med tunge landbrugsmaskiner på kommunevejene.

 Udover Lolland Kommune har også Faxe, Kalundborg, Nyborg, Kolding, Jammerbugt, Skanderborg, Frederikshavn, Hedensted og Fredericia enten indført forbud eller restriktioner for kørsel med tunge landbrugskøretøjer.

 

 

 

 


Nyhedsoverblik