Bøtø Nor bliver naturbadekar

Vådområdet ved Bøtø Nor bliver udvidet, så det i fremtiden kan rumme mere vand, og området lettere kan komme af med overfladevandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Guldborgsund Kommune har netop indgået samarbejde med en håndfuld lodsejere og Naturstyrelsen, Miljøministeriet omkring udvidelse af vådområdet i Bøtø Nor. Det skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.

- Vi påbegynder et stort naturgenopretningsprojekt i den kommende uge, og vi er så begejstret og glade for, at det kan lade sig gøre, udtaler Frederik Cordes, leder af Natur i Guldborgsund Kommune.

I samarbejde med landbruget

Flere private lodsejere har været interesseret i at sikre området for eftertiden, og de har ved indgåelse i projektet indvilliget i at omlægge landbrugsarealer til natur.

- Det, at landbruget samarbejder med kommunen om at tilgodese klima-natur, er netop en af de indsatser, som byrådet har fokuseret på i den nye Kommuneplan, så vi er rigtig stolte af dette nye tiltag, siger formand for teknik & miljøudvalget Flemming Jantzen.

Kan lettere komme af med vand

Projektet er designet således, at hvis 100 års hændelse med voldsomme nedbørsmængder skulle indtræffe, så vil naturområdet kunne huse store mængder af regnvand. Belastningen på Sydkanalen vil hermed blive minimeret, og landbrugsområderne samt sommerhusområderne vil lettere kunne komme af med deres overfladevand. 

- Det er rigtig dejligt, at vi har fået mulighed for at slå to fluer med et smæk og på denne måde samtænke natur og klima, lyder det fra Frederik Cordes.

Areal fordoblet

Bøtø Nor Reservatet er et vådområde. Men det er kun et vådområde, fordi der står en elektrisk pumpe ude i reservatet og pumper grundvand op. Ideen med projektet er blandt andet at lave tiltag, så området bliver fremtidssikret som vådområde uden at være afhængig af pumpen.

Det sker ved omlægning og tilstopning af grøfter samt dræn. På grund af lodsejernes velvillighed er det blevet muligt at fordoble naturarealet og hermed forbedre levevilkårene for de mange dyre- og plantearter, der er tillknyttet området.

Projektet er fuldt finansieret af NaturErhverv, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med cirka seks millioner kroner med supplerende bidrag fra Naturstyrelsen, Storstrøm og Guldborgsund Kommune.


Nyhedsoverblik