Boeslunde tørlagt for vand

Søndag aften var der ikke vand hos beboerne omkring Boeslunde. Brugerne brugte mere vand, end vandværket kunne levere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når solen skinner, og termometeret sniger sig over 25 grader, kan en kold dukkert være tiltrængt. Derfor står der også badebassiner i mange villahaver, og det kan være grunden til, at beboerne omkring Boeslunde ikke havde vand i hanerne søndag fra klokken 18.00-21.30.

Brugerne brugte mere vand, end Boeslunde Vandværk kunne levere. Derfor blev vandværket nødt til at lukke helt for vandet søndag klokken 18 for at få fyldt deres beholdere op. På vandværket tror de, at det kan være fordi mange brugere har fyldt badebassiner.

- Det var nok fordi, at der er blevet vandet haver og fyldt badebassiner, så kan vi ikke følge med, siger Henning Petersen, der er daglig leder af Boeslunde Vandværk.

Overvejer forbud
Vandværket gør på deres hjemmeside opmærksom på, at man ikke må bruge unødigt vand.

- Vandværket gør opmærksom på, at det er forbudt at vande have med slange og at fylde soppe- og badebassiner, står der på hjemmesiden.

Klokken 21.30 kunne vandværket igen lukke op for vandet til de 530 brugere. Nu overvejer de at lave et forbud mod at vande haver og fylde badebassiner.

- Vi vil gerne have os frabedt, at man bruger vandet til det. Vi overvejer at lave et forbud mod, at man bruger vand til at vande haver og fylde badebassiner, siger Henning Petersen.


Nyhedsoverblik