Børnemotion forebygger ulykker

Tusindvis af børnehavebørn her fra regionen deltager i denne uge i en kampagne, der ved hjælp af motion og bevægelse skal forebygge ulykker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hej! Skal vi lege? Sådan lyder spørgsmålet i børnehaver landet over i denne uge. Det er nemlig navnet på en kampagne, der skal få børn til at bevæge sig mere.

- Det er rigtigt godt, at børnene får lov at bruge deres kroppe. De lærer, hvordan arme og ben fungerer, og at man bliver forpustet, når man løber og leger, siger Stine Withøft Hansen, der er pædagogmedhjælper i Æblehaven ved Køng mellem Vordingborg og Næstved.

Det er en af de børnehaver her fra regionen, der er med i projektet. På landsplan deltager næsten 49.000 børn i kampagnen, som Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger står bag i samarbejde med Børneulykkesfonden.

Håbet er, at bedre motorik kan forhindre nogle af de ulykker, der hvert år sender tusindvis af børn på skadestuen, fordi de er faldet og kommet til skade.

- Når de bruger kroppen og ved, hvordan den fungerer, lærer de også ikke at falde ned fra træerne og styrte på cyklerne, så de kommer til skade, mener Stine Withøft Hansen.

I Æblehaven laver børnene svedfremkaldende opvarmingsøvelser, inden de  blandt andet leger med bolde og øver balancen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under 18 år bevæger sig en time hver dag.


Nyhedsoverblik