Blodprop i hjernen - måtte ikke komme til specialist

Gennem 10 lange dage måtte en vestsjællandsk kvinde kæmpe sig rundt i sundhedssystemet i Region Sjælland, før hun til sidst blev indlagt med livstruende sygdom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

54-årige Hanne Venborg var ramt af blodprop i hjernen. Men selv hun udviste alle de symptomer, Region Sjælland fremhæver i en kampagne og på regionens hjemmeside, så blev hun gang på gang afvist: Hos egen læge, hos vagtlægen, på skadestuen og på sygehuset i Slagelse.

Det fortæller P4 Sjælland.

Læger troede hun var fuld
 
Det startede med, "at det sagde bang oppe i hjernen", da Hanne Venborg den 30. april handlede ind i sin lokale dagligvarebutik i Stenlille. Hun klarede at komme hjem og fik hjælp af venner og familie. Men hun følte sig meget skidt tilpas. Var desorienteret, havde svært ved at finde og udtale ordene. Hun havde en snurrende fornemmelse i det ene ben, og efterhånden blev balancen så dårlig, at hun måtte støtte sig til noget for at komme rundt i sit lille rækkehus.
 
Alligevel var der ingen alarmklokker, der ringede hos de læger, hun kontaktede igen og igen.

- Jeg var jo forvirret, og jeg snøvlede også. De har nok troet, at jeg var fuld eller påvirket af et eller andet, vurderer Hanne Venborg i dag.

Ringede 112

Den 4. maj kollapsede hun for øjnene af børn og børnebørn. Der blev ringet 112 og ifølge Hanne Venborg mente Falckredderne med det samme, at der kunne være tale om en blodprop. Men hverken specialafdelingerne i Roskilde eller Holbæk ville tage imod ambulancen. Til sidst endte hun på sygehuset i Slagelse. Her undersøgte lægerne hende hovedsagelig for en mavelidelse, hun i forvejen var blevet scannet for. Derefter blev hun sendt hjem igen med besked om, at der ikke var akut behov for operation i maven....

Hun blev dårligere og dårligere. Men først den 10. maj fik hun endelig hjælp. Efter mere end 20 telefoniske kontakter til forskellige dele af sundhedsvæsenet i Region Sjælland blev hun indlagt på specialafdeling i Holbæk. Her blev det konstateret, at hun havde haft en blodprop i venstre side af hjernen.

- Det sagde, at jeg havde været heldig, siger Hanne Venborg efter at hun er udskrevet og i bedring.

Regionen sagsøges

I Region Sjælland bekræfter lægefaglig vicedirektør Vagn Bach dele af sygehus-forløbet, som han indtil videre dog kun kender fra gennemsyn af journalerne - herunder indlæggelsen med ambulance den 4. maj samt indlæggelsen og konstateringen af blodprop den 10. maj.
 
- Det havde da været rart, at hun havde fået den diagnose stillet noget tidligere. Men på baggrund af de fund vi havde, da hun var inde hos os, kunne vi ikke stille diagnosen, siger den lægefaglige vicedirektør i Region Sjælland, Vagn Bach.

Hanne Venborg siger til P4 Sjælland, at hun nu vil kontakte "en god advokat":

- Jeg er sådan set ligeglad med, om jeg vinder eller taber. Der er bare flere, der skal vide det her. For sådan behandler man ikke folk. Det er noget værre svineri. Jeg kunne jo være død fra mine børn og børnebørn. Og jeg er altså kun 54 år!


Nyhedsoverblik