Birkehuset bliver hvor det er

Trods ønsker om det modsatte fra en gruppe brugere holder Slagelse Kommune fast i den nuværende placering af Birkehuset, der er værested for psykisk sårbare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Birkehuset har den rette placering. Sådan lyder udmeldingen fra Anders Kofoed (V), der er formand for handicap- og psykiatriudvalget i Slagelse Kommune i onsdagens udgave af Sjællandske.

Læs også: Motalavej: Brugere af værested har fundet nyt sted

En gruppe brugere af værestedet for psykisk sårbare har ellers ytret stærke ønsker om, at der blev fundet lokaler andre steder, fordi de føler sig utrygge ved at komme i huset, der ligger tæt på den uroplagede Motalavej.

Udsat for chikane

Gruppen med talsmand Henrik Skov i spidsen fortalte i januar sidste år, hvordan flere af dem har været udsat for chikane fra unge i området.

- Vores bus er blevet brændt af, borgere er blevet overfaldet og truet med kniv, franarret penge, og så har trusler og skældsord mod os som danskersvin og lortekommune, også været almindeligt, når vi sad udenfor, sagde han dengang.

Boykotter Birkehuset

Kommunen valgte at flytte brugerne, men kun for en stund, og sidenhen er Birkehuset altså igen blevet rammerne om værestedet. Omkring 15 brugere har sammen med Henrik Skov dog valgt at boykotte stedet og har fundet sig et alternativt sted at være i Nygade, fordi de ikke tør vende tilbage til Motalavej.

Læs også: Værested på Motalavej flyttes efter ballade

Henrik Skov erkender, at problemerne i Motalavejkvarteret ikke er så store som tidligere, men de har alligevel håbet, at kommunen ville lytte til deres ønske om at finde et andet sted end Birkehuset til de psykisk sårbare, men det ser altså ud til, at det ønske ikke bliver imødekommet.

De rammer, vi har brug for

Også Anders Kofoed understreger, at balladen er mindsket i området, og han håber derfor, at brugerne vender tilbage.

- Vi må sige, at det ikke er som tidligere. Når vi taler med medarbejdere på gadeplan og politi, hører vi ikke om lige så mange hændelser, som vi gjorde for nogle år siden. At folk er utrygge, er svært at gøre noget ved hurtigt. Vi må bare sige, at Birkehuset lige nu har de rammer, vi har brug for, og så er det faktisk nogenlunde roligt derude, siger han til avisen.


Nyhedsoverblik