Tyv endte i lygtepæl efter biljagt

Det gik galt for en biltyv, der i høj fart forsøgte at flygte fra politiet lørdag aften i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var på en almindelig patrulje, at betjente på Elmegade spottede en bil, der aftenen før var blevet meldt stjålet. Betjentene forsøgte at stoppe føreren, men han valgte i stedet at flygte fra stedet i høj fart.

Med retning mod Klosterparkvej kørte biltyven over for to røde lys for at slippe væk fra politiet. Men i krydset ved Bredgade ramte tyven en anden bil, der var vej over for grønt. Sammenstødet fik biltyven til at miste herredømmet over bilen, som endte i en lygtepæl. Her fik politiet fat i biltyven, der viste sig at være en 48-årig mand fra lokalområdet.

Manden, der i forvejen er kendt af politiet, bliver nu sigtet for ni forskellige forhold. Han bliver udover tyveriet af bilen også sigtet for at sætte folks liv i fare med sin den uforsvarlige kørsel og for flere forskellige færdselsovertrædelser. I bilen fandt politiet også flere effekter, som de mener måske kan være stjålne. Politiet formoder derudover, at manden var påvirket af euforiserende stoffer. De har derfor udtaget en blodprøve, som skal til undersøgelse.

Hverken biltyven eller den anden bilist, der blev indblandet i uheldet, kom alvorligt til skade. 


Nyhedsoverblik