Da kraftvarmeanlægget blev opført i sin tid, blev det aftalt, at kommunen skulle overtage det i 2016. Men DONG har besluttet sig for at ville afhænde sine decentrale kraftvarmeværker og har derfor indledt forhandlinger med kommunen om en handel. Sagen er blevet behandlet som et lukket punkt på det seneste byrådsmøde, og DAGBLADET erfarer, at en handel er nært forestående.
Ved at købe værket vil Ringsted Forsyning nemlig efter alt at dømme blive i stand til at levere billigere fjernvarme til kunderne. Kraftvarmeanlægget producerer nemlig også strøm, og indtægterne fra det salg vil fremover kunne bruges på at nedbringe prisen på varmen i stedet for at ryge i DONGs kasse.