Billede af loft vinder førstepræmie

Det lyder måske mærkeligt, at et billede af et loft kan vinde en førstepræmie, men det er ikke desto mindre tilfældet ved Holbæk Biblioteks fotokonkurrence.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vinderen af Holbæk Biblioteks fotokonkurrence med temaet 'ensomhed' blev noget overraskende Dorthe Z. Hansens billede af et loft. Det skriver biblioteket i en pressemeddelelse. Dommerne fandt billedet anderledes, genialt og provokerende, og i deres udtalelse om billedet hedder det:

Billedet udstråler ENSOMHED – en stemning af lammende stilhed. Beskueren sættes i den ensommes sted placeret med trøstesløs udsigt til det tomme rum – måske fra en sofa? Et billede renset for mennesker, objekter og farver, som udtryk for en tilstand. Billedet virker i sin tomhed!

Dorthe Z. Hansen er fra Tølløse og vil modtage et gavekort på 3.000 kroner.

Ensom foran Christiansborg

Andenpladsen gik til Christian Falck Wolff, der med et billede i en eventyragtig stemning viser en guitarist sidde ensomt foran Christiansborg. Om billedet hedder det:

En person befinder, sidder på en trappe i et bymiljø, hvor massiv bygningsmasse og mørke – understreget af gadelampen – forstærker indtrykket af håbløs ensomhed, som personen udståler. Billedets komposition understøtter fornemmelsen af ensomhed; øjet ledes på bevidst måde fra lampe over bygning/vindue til personen, hvorved indtrykket på forunderlig vis forstærkes.

Christian Falck Wolff vil modtage et gavekort på 2.000 kroner.

Ensom pige på bænk

Tredjepladsen gik til Jette Nielsen med en ensom pige på en bænk. Et billede som var lånernes favorit. Om dette billede udtaler dommerne:

Man kan sagtes være ensom blandt mange mennesker. En stillestående verden i grå nuancer, hvor andre mennesker som mørke skygger haster forbi.

Jette Nielsen er fra Tølløse og får et gavekort på 1.000 kroner.

I skarp konkurrence

Holbæk Bibliotek modtog over 60 billeder, hvoraf 45 deltog i konkurrencen. I den forløbende uge har lånerne så haft mulighed for at stemme på det billede, de synes var bedst. Billederne kan ses udstillet i hele marts måned på Holbæk Bibliotek.

Ved udvælgelsen af vinderbillederne har man først og fremmest lagt vægt på, hvilke der udtrykte og beskrev ensomhed bedst med skelen til de kunstneriske og fotografiske kvaliteter. Dommerne, der havde den svære opgave, var et lokalt ekspertpanel, bestående af:

  • Tom Greenfort fra Musikskolen
  • Hanne Houlberg fra Kunsthøjen i Holbæk
  • Tove Fisker fra Æglageret
  • Fotograf Laila Versemann fra Grafisk design
  • Fotograf Mie Neel fra Nordvestnyt
  • Fotograf Søren Kiehn fra TV ØST

Nyhedsoverblik