Biljagt gennem Kalundborg i myldretidstrafikken

En spiritusbilist forsøgte tirsdag eftermiddag at flygte fra politiet i Kalundborg. Manden endte med at køre galt, og politiet måtte bruge peberspray mod ham.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 45-årig mand endte tirsdag eftermiddag med at køre galt under en biljagt i Kalundborg.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi blev kontaktet af bekymrede bilister på vejen, der oplevede en bil som meget usikker i trafikken. Den slingrede, og brød adskillige færdselsregler, så vi sendte en vogn ud for at tale med bilens fører, fortæller vagtchef Martin Hockerup.

Stak af

Da den 45-årige mand fra Kalundborg skulle blæse i politiets alkometer valgte han dog pludselig at trykke speederen i bund og forsøgte at stikke af fra politiet. De fulgte naturligvis efter manden, der kørte gennem Elmegade, Bredgade og ad Volden, hvor føreren mistede kontrollen over bilen, der fræsede direkte ind i en lygtepæl, der blev revet op af jorden. Bilen endte halvvejs inde i et buskads.

- Efter uheldet forsatte manden med at modsætte sig anholdelse, og vi endte med at bruge peberspray mod ham, for at få ham til at falde til ro, fortæller vagtchefen.

Sigtes efter en række paragraffer

Ifølge Martin Hockerup varede selve biljagten mindre end fem minutter, og ingen kom noget til.

- Vi har fortsat anholdt manden, der sigtes for spirituskørsel, ikke at følge politiets anvisninger og en hel række færdselsforseelser, fortæller vagtchefen.


Nyhedsoverblik