Onsdag formiddag ved 11-tiden kørte en 24-årig mand galt på Møllevangen ved Rørby Kirke i Rørby ved Kalundborg. Han mistede pludseligt herredømmet over bilen og kørte over i modsatte vejbane, hvor han frontalt kørte ind i en bus.
- Der er ingen, der er kommet alvorligt til skade, og den 24-årige kunne selv gå ud af bilen, men klagede over nakkesmerter efterfølgende, lyder det fra Simon Schwaner, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 24-årige er kørt til tjek på Holbæk Sygehus. Politiet vil nu undersøge, hvad der fik manden til at miste herredømmet over sin bil.