Bilforhandler overfaldet på sin bopæl

Ungt par overfaldt og bortførte bilforhandler, som de mente havde snydt dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uenighed omkring en bilhandel fik tidligt torsdag et ungt par fra Nakskov til at opsøge en bilforhandler på hans bopæl i Sakskøbing. Parret mente, at den 54-årige bilforhandler skyldte dem penge, og da han ikke umiddelbart ville give dem det, slog de ham i hovedet med en stump genstand.

Bilforhandleren blev herefter tvunget ind i en brugt bil, der holdt parkeret ved bopælen, og kørt rundt til flere hæveautomater i nærheden, hvor han hævede et mindre beløb, som det unge par fik. Det oplyser vagtchefen for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Næstved.

Parret, der begge er 21 år, satte bilforhandleren af ved stationen i Sakskøbing og bad ham vente med at tilkalde politiet, til han kom hjem.

Bilforhandleren har modtaget skadestuebehandling for en flænge i hovedet.

Politiet har anholdt det unge par på deres bopæl i Nakskov.


Nyhedsoverblik