Bil trillede baglæns ind i hus

En bil i Vipperød kørte med bagenden ind i genboens hus og efterlod et hul på 2 gange 3 meter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag eftermiddag rykkede politiet ud til et uheld, der ved anmeldelsen gjorde dem en kende forvirrede

- Vi fik at vide, at der holdt en bil inde i et hus. Det gjorde os lidt forvirrede, da vi kørte derudaf, siger vagtchef Bent Sten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.

Trak håndbremsen – men ikke hårdt nok

Da politiet kom ud til Vipperød på Ahornvej, mødte de et sært syn.

En bil holdt bogstaveligt talt inde i bagenden af et hus. Hullet faldt senere sammen og blev omtrent 2 gange 3 meter stort.

Det viste sig, at bilen var trillet baglæns hele vejen ovre fra genboen over i bagenden af huset, der nu har et hul.

- Vi fandt ud af, at genboen havde glemt noget i sit hus, før han skulle til at køre. Han havde egentlig trukket håndbremsen, men formentlig ikke hårdt nok, siger Bent Sten Andersen.

Barn sad i bilen

Mens genboen var inde og hente sit glemte gods, trillede bilen.

- I bilen sad så genboens 12-årige dreng, fortæller Bent Sten Andersen.

- Der er dog ingen tegn på, at han havde leget med bremsen.

Hverken dreng, genbo eller den forurettede husejer kom til skade.


Nyhedsoverblik