Bil med havemøbler tiltrak politiet i nat

En bil i høj fart og med bagklappen åben, så havemøblerne i bagagerummet kunne være der, fik politiet til i nat lige at kigge nærmere på føreren og hans ærinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det vakte lidt for meget opsigt, da en bilist natten til tirsdag med høj fart kørte rundt med bagklappen åben i Højby i Odsherred. En patrulje fik ved 2-tiden øje på bilen og syntes, det virkede lidt for mærkeligt, at føreren kørte rundt på den måde, så han blev standset.

- Han havde bagagerummet fyldt med havemøbler. Det var derfor, bagklappen ikke kunne lukke, og da betjentene spurgte, hvad det var for møbler, forklarede manden, at det var nogle, han havde fået af noget familie, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Indbrud i Jysk

På møblerne sad der dog sedler fra Jysk, og da politiet undersøgte Jysk i Nykøbing Sjælland nærmere, viste det sig, at der var blevet klippet hul i et hegn, og at der manglede havemøbler fra udendørsudstillingen.

Føreren af bilen er en 48-årig mand fra Nykøbing Sjælland. Han har tidligere været i kontakt med politiet i forbindelse med indbrud, så jurister skal tirsdag morgen vurdere, om hans fortid sammen med det nye tilfælde skal munde ud i et grundlovsforhør.

Det viste sig i øvrigt også, at manden ikke havde betalt sin ansvarsforsikring, så nu har hans bil ikke længere plader på.


Nyhedsoverblik