Bil med beruset par rullede rundt på mark

To personer blev onsdag aften anholdt på Lolland. Den alkoholpåvirkede kvindelige chauffør var i forvejen frakendt kørekortet på grund af spirituskørsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vidner alarmerede onsdag aften politiet, da en bil kørte af Kløngevej ved Dannemare på Lolland og rullede rundt på en mark.

Da politiet kom til stedet, var to personer, en 40-årig kvinde fra Nakskov og en 52-årig mand fra Rødovre i færd med få bilen på ret køl igen. Det lykkedes dog ikke, for begge havde selv svært ved at holde balancen - ikke så meget på grund af uheldet som på grund af spiritus.

Den 40-årige kvinde blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden, for hun var i forvejen frakendt kørekortet.

- Hun har kørt spritkørsel før, og det er netop årsagen til, at hun var blevet frakendt kørekortet, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Nielsen, til ekstrabladet.dk.

Den 52-årig mand viste sig at være eftersøgt af fogedretten, og han blev derfor også anholdt og overgivet til Københavns Vestegns Politi.


Nyhedsoverblik