Betjente i civil standsede spritbilister

To betjente brugte lidt af deres fritid på mandag at forhindre spritbilister i at køre videre. To personer blev tilbageholdt, indtil kolleger på job tog over.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et par betjente kom mandag på arbejde, selv om de egentligt havde fri. Klokken 17.57 så en betjent, at en varebil – ført af en 57-årig mand – ramte en parkeret personbil på parkeringspladsen foran Superbest på Ringstedvej i Sorø.

Betjenten henvendte sig til føreren af varebilen og syntes, at han virkede spirituspåvirket og fik derfor tilkaldt nogle kolleger i tjeneste, som kunne overtage sagen. En alkometertest viste da også, at den 57-årige fører af varebilen var spirituspåvirket, og da betjentene ville se hans kørekort, viste det sig, at han var frakendt førerretten, hvorfor han blev anholdt og sigtet for kørsel i frakendelsestiden samt spirituskørsel.

Kørte venstre om helleanlæg

I Eskebjerg ved Kalundborg blev en betjent, der var på vej på job, indhentet og overhalet af en bagfrakommende bilist, der inden for en kortere strækning to gange kørte venstre rundt om helleanlæg midt på vejen.

Til sidst lykkedes det politiassistenten at få standset bilisten, der var påvirket af spiritus. Han blev tilbageholdt, indtil en patrulje nåede frem og kunne anholde føreren af personbilen – en 27-årig mand fra Gørlev Sj. – for spirituskørsel.

Det viste sig desuden, at den 27-årige heller ikke havde generhvervet førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Den 27-årige fik taget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev løsladt efter afhøring til sagen.


Nyhedsoverblik